20.12.2017

Nyt partnerskab i den trecifrede millionklasse

Decembers solstrålehistorie leveres af Better Energy – en vækstvirksomhed i Resilience House

Her fejres det, at det østjyske energiselskab NRGi investerer et trecifret millionbeløb i et nyt partnerskab med virksomheden, der er en af landets førende udviklere af solcelleparker. Partnerne vil sammen udbrede solenergi og kommer til at råde over landets tredjestørste solcellepark.

 

112 fodboldbaner. Det er størrelsen på Danmarks tredjestørste solcellepark, som NRGi og Better Energy netop har indgået et partnerskab om. Udover parken, der er beliggende i Nees ved Lemvig, omfatter partnerskabet yderligere en solcellepark ved Horslunde på Lolland. Sammen vil de to parker dække ca. 14.500 husstandes årlige elforbrug med vedvarende energi fra sol. Det svarer til, at en by som Ikast udelukkende kunne forsynes med solenergi.

 

”Solenergi er et interessant supplement til vindenergi og rummer et stort forretningsmæssigt potentiale. Vi tror på, at solenergi over de kommende år vil få en mere central betydning i omstillingen til et mere bæredygtigt og grønt energisystem, og det er en omstilling, NRGi skal være en del af. Better Energy er en stærk spiller med den ekspertise, der skal til, for at vi kan sætte skub i udviklingen”, fortæller Jakob Bundgaard, koncerndirektør for Strategi og Renewables i NRGi.

 

Siden etableringen i 2012 har danske Better Energy med opførelsen af mere end 150 MW solenergikapacitet været en af de hurtigst voksende virksomheder inden for solenergi.

 

”Vi har tidligt set potentialet i solenergi og valgt at blive verdens bedste inden for denne energiteknologi. Vi besidder en fuldt integreret værdikæde inden for udvikling, design og opførelse af solcelleparker, der gør os i stand til at drive prisen på solenergi ned. Vi mener, at det er her, vi kan bidrage mest til den grønne omstilling,” siger Rasmus Lildholdt Kjær, Managing Director i Better Energy.

 

Vi ønsker stort tillykke med det flotte resultater og glæder os til at følge virksomhedens fortsatte vækst i 2018.