08.06.2018

Fremtidens byløsninger, klimaudfordringer og Big Data blev livligt debatteret under Resilience Konference

Torsdag d. 31. maj afholdt Green Tech Center i samarbejde med blandt andre Insero og Vejle Kommune Resilience Konference med fokus på fremtidens modstandsdygtige byløsninger. Her leverede Connie Hedegaard, Preben Mejer og et skarpt hold bestående af nogle landets dygtigste eksperter på feltet det ene guldkorn efter det andet.

Omkring 130 veloplagte deltagere sad klar til at høre eksperterne fra Insero, SDU, Best Green, Vejle Kommune, VIA, Rambøll, TREFOR og Green Tech Center dele den nyeste viden omkring, hvordan vi smartest skaber fremtidens energisystemer og byløsninger.

 

En af hovedpointerne var, at fremtidens løsninger skal skabes i et samarbejde mellem det offentlige, virksomhederne og borgerne. Der skal tænkes i nye baner, nye teknologier og ikke mindst nye forretningsmodeller, der både kommer klimaet og økonomien til gavn.

 

På dagen blev prisen #decarbuilding fra European Heatpump Association overrakt til Borgmester Jens Ejner Christensen af Kim Søgård Kristensen, Bestyrelsesformand for Green Tech Center og adm. Direktør for Insero. Prisen har Resilience House modtaget på baggrund af dens intelligente varme- og kølesystem, og borgmesteren valgte derfor, at prisen skulle blive stående i Resilience House.

 

Connie Hedegaard om klima-udfordringer og fremtidens vækst

 

Konferencens ’Key Note Speaker’ var Connie Hedegaard, hvis oplæg omhandlede, hvordan vi forener klimaudfordringer, det stigende befolkningstal og den vækst, samfundet har brug for.

 

Connie pointerede blandt andet; ”Hvis vi skal arbejde videre mod nul-udslip og en mere bæredygtig fremtid, så skal vi tænke langsigtet, altså skal landene have det lange lys på.”

 

Hun nævnte også, at vi skal sætte fælles rammer for vores arbejde med at skabe en bæredygtig fremtid, og at det skal kunne betale sig at tænke grønt og bæredygtigt. Det skal koste at sløse med ressourcerne, mens der skal være en gevinst i at arbejde for fremtiden.

 

Preben Mejer vendte alt på hovedet

 

It-guru og storinspirator Preben Mejer var som altid i hopla og fik hurtigt vendt alt på hovedet med hans syn på fremtidens løsninger.

 

”Hvis vi skal have held med at accelerere tingene i det tempo, vi har brug for, så skal vi have smurt et lag af it ud over det hele ”, proklamerede Preben Mejer og fortsatte ”Vi er på vej ind i den 3. fase af it, hvor kunstig intelligens vil få en afgørende rolle. Ud af kunstig intelligens vil vi nemlig se en automatisering af mange ting. Vi vil gå fra e-commerce til a-commerce, hvor vores digitale tvilling vil stå for indkøb af lavinteresse produkter og services – altså vil vi i fremtiden ikke selv købe vores el, det klarer vores hus for os.”

 

Desuden nævnte han, at vi kan bruge kunstig intelligens til at jumpstarte den adfærdsændring, som vi i høj grad har brug for, hvis vi skal omstille os til en mere bæredygtig fremtid på alle parametre.

 

Brown bag frokost og åbne virksomheder

 

Efter en tætpakket formiddag fyldt med spændende oplæg og livlige paneldebatter slog klokken ud til frokost, som blev udleveret i bedste brown bag to-go-stil, så deltagerne havde tid til at netværke og se nærmere på de virksomheder, der i dagens anledning havde åbnet deres døre for interesserede. Også trappen på Resilience House blev brugt flittigt til at nyde frokosten og netværke i det gode vejr, inden eftermiddagens program startede.

 

Her skulle deltagerne ud på ekskursioner ud i Vejle by, hvor de på tætteste hold kunne se nogle af de byløsninger og teknologier, som Vejle Kommune har skabt for at imødekomme fremtidens udfordringer. Turen gik blandt andet forbi Vejles nye sluse, den nye supercykelsti, Bylaboratoriets 3D-studie og Fjordbyen.