Print siden

10/03/14: 100 grønne arbejdspladser på vej til Vejle

                                                                                                                                   10. marts 2014

 

 

over 100 grønne arbejdspladser på vej til Vejle

Måneder inden åbningen er 200 kontorpladser i Vejles nye grønne videncenter, Green Tech Center, lejet ud. Mindst 100 grønne arbejdspladser er trukket til fra andre kommuner. Vejle er nu synlig på det grønne verdenskort

Grønne organisationer og virksomheder fra hele verden har nu fået øjnene op for Green Tech Center i Vejle Nord, og herhjemme har interessen været så massiv, at det 3.580 kvadratmeter store kontorhus, Green Tech House, der ellers først åbner til sommer, stort set allerede er lejet ud til små og store vidensvirksomheder.

”95 pct af de i alt 200 pladser er afsat, og mindst 100 er trukket hertil fra andre kommuner,” kunne en stolt borgmester Arne Sigtenbjerggaard, V, meddele, da han fredag eftermiddag lagde grundsten til Green Tech Lab, der kommer til at rumme en del grønne vidensarbejdspladser, værkstedsfaciliteter, undervisningsfaciliteter og demonstrationsfaciliteterne Green Tech Home og Office.

 

Professionelt netværk trækker

En af de virksomheder, der flytter ind i det nye kontorhus til sommer, er Scanenergi Solutions, som rykker hovedkvarteret og 40 medarbejdere fra Kolding til Vejle Nord.

”Alene i 2013 øgede vi medarbejderstaben med 50 pct, og vi har været vidt omkring i hele Trekantområdet for at finde det helt rigtige lejemål at vækste videre i,” siger CEO i Scanenergi Solutions Ejnar Smidt Hansen.

Valget faldt på Green Tech Center på grund af stedets innovative faglige netværk, forklarer han.

”Allerede nu er vi involveret i to af centrets spændende udviklingsprojekter, så vi glæder os rigtig meget til at flytte ind for alvor.”

 

Plads til flere

”Nye virksomheder er bestemt stadig velkomne. Vi skal nok få plads til alle,” forsikrer centrets direktør Jørgen Andersen. Han er stolt af den indenlandske succes, men stiler samtidig højere.

”Vores langsigtede mål er at fremme eksporten af danske produkter og tjenesteydelser indenfor nyudviklede smarte energiløsninger. Så helt tilfredse bliver vi først, når hele verden har fået øjnene op for de kompetencer og muligheder, vi samler her i Green Tech Center,” siger han.

 

Høje ambitioner

En række organisationer og private virksomheder bakker op og har skudt penge i Green Tech Center, der ejes af CASA A/S, Lysholt Erhverv og Insero. Formålet med centret er at samle og udvikle ny viden om udvinding, optimal udnyttelse og lagring af grøn energi fra f.eks. vind, vand, jord og sol.

Centret består af:

 

        Et kontorhus på 3.580 kvm. med 200 pladser til leje. Åbner til sommer.

        Et miljølaboratorium på 1.200 kvm. Åbner til efteråret.

        En energipark på 16.000 kvm. med demonstrationsplatforme for grønne energiløsninger. Åbner i etaper. Første etape til sommer.

 

BILLEDTEKST: Borgmester Arne Sigtenbjerggaard, V, lagde i fredags grundstenen til Green Tech Lab, der skal huse undervisnings- demonstrations- og værkstedsfaciliteter samt yderligere grønne vidensarbejdspladser. Bagved ses direktør Jørgen Andersen, Green Tech Center (tv) og direktør Mogens Vig Pedersen, Insero, som én af de lokale virksomheder bag det grønne videncenter.

 

For yderligere oplysninger:

Green Tech Center – se www.greentechcenter.dk. Eller kontakt direktør Jørgen Andersen, Green Tech Center A/S: 40 53 53 37 - ja@greentechcenter.dk

 

BOX:

Tre af de virksomheder, der allerede har lejet sig ind i Green Tech Center, der endnu er under opførelse på Lysholt Alle:


ADDED VALUES – rådgiver om samspillet mellem forskning, udvikling og software: 10 vidensmedarbejdere fra Fredericia til Vejle,www.addedvalues.eu

 

SCANENERGI SOLUTIONS – rådgiver virksomheder om energioptimering: 40vidensmedarbejdere fra Kolding til Vejle, www.scanenergi.dk

 

RAMBØLL DANMARK A/S – rådgivning vedr. energi og teknik: Samler flere funktioner i Vejle og øger fra 35 til 80 vidensmedarbejdere, www.ramboll.dk

 

 

 

DK MC Visa JCB CUP AMEX DK Copy

OK
COOKIE- OG PRIVATLIVSPOLITIK PÅ GREENTECHCENTER.DK

Ved at benytte greentechcenter.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi bruger for at forbedre din oplevelse af vores hjemmeside. LÆS MERE